torsdag den 27. december 2012

December måned

Så er julen overstået for i år, og det blev som forventet en del anderledes end jeg er vant til det.

Herovre juler man knap så meget som man gør det i Danmark, de pynter op med lys og spiller julesange i butikkerne, men der mangler nu stadig konfekt og kalendere lange baner.
En smule fik jeg dog indført det her hvor jeg bor, da jeg lavede kalenderlys med pigerne, min mor havde sendt chokoladejulekalendere og folkedansernes julekalender over til mig, og så har jeg fulgt med i DR1's julekalender, derudover bagte jeg pebernødder og lavede havregrynskugler og så gik det hele jo alligevel :)

Den fine snemand, der står udenfor biblioteket.

Udover at bage pebernødder og havregrynskugler, blev der pyntet småkager i lange baner :)

De to kalenderlys
December måned bestod dog af et par julefester. Først var der julefest med hospitalet, hvor der var en hel masse klippe klistre, så var der småkager, julemanden kom på besøg og der var en tur i hestevogn. Og da festen blev holdt ved en skøjtebane kunne man selvfølgelig også stå på skøjter, så det har jeg været ude at gøre en del gange efterhånden. 

Dagen efter var der så julefest med den klinik som Jeff arbejder på, det var hjemme hos en af dem der arbejder der, og da den anden au pairs "forældre" også arbejder der, var hun også med til julefesten, det samme var vores counsolor og det endte med at være en rigtig hyggelig fest, hvor jeg sang en sang sammen med alle de andre der var med for første gang, og der blev delt gaver ud til alle der var med, så jeg fik et super blødt fleece tæppe, det var rigtig dejligt :)

Dagen efter var jeg så hjemme hos min counsolor sammen med den anden au pair og så hyggede vi os og så en julefilm, det er altid hyggeligt at være derhjemme.

Det var så tre ret travle dage lige i træk hvor der skete en masse og så var der så en smule ro på igen. 

Og så var der en dag hvor skolen pigerne går på havde julekoncert. Det blev holdt i en koncertsal, der var ret så fantastisk. Det var vidst nok blandt de 9 bedste steder at holde en koncert i hele USA, eller noget i den stil. Den havde de så på den lokale high school, det var ret vildt. Derudover var det også en udemærket koncert, så det var også en spændende oplevelse at være med til :)

En masse skolebørn fra julekoncerten.
Derudover var december også måneden hvor dette semester sluttede på college, hvor jeg har taget en kommunikationsklasse, der endte overraskende godt :) og derudover havde vi afslutning i vores ESL (engelsk som andetsprog) gruppe, hvor alle havde medbragt lidt at spise til frokost og så hyggede vi og der blev skrevet julekort, og så ser jeg frem til en spændende opstart næste år, hvor det bliver en smule anderledes og forhåbentlig også en smule mere udfordrende end det har været i år :)
Næste år starter jeg så også op i en matematik klasse som er 4 dage om ugen i modsætning til min kommunikationsklasse i år, der kun var to gange om ugen, så jeg skal nok få nok at se til :)

Den 24. var jeg blevet inviteret med ud at stå på ski sammen med gruppen af udvekslingsstudenter, så vi var to udvekslingsstudenter, to au pairs, en lærer og hendes mand, der kørte to timer nordpå for at stå på ski et sted der hed Alyaska. 
Her kunne man få gratis skikort hvis man var klædt ud som julemanden, så vi så sikkert vældig festlige ud i vores julemandskostumer. Selvom jeg ikke synes skistøvler er videre behagelige at have på, syntes jeg at det var super sjovt at stå på ski, jeg blev også så super modig at jeg bestemte mig for at lære at dreje ned af bakken, hvilket resulterede i at jeg væltede en del gange, men det var nu sjovt alligevel.
Det var varmet en del op, så vi kun havde et par minusgrader, da vi stod på ski, og så sneede det helt vildt, så vejret var fint for mig, som alligevel kun stod på de små bakker, men rigtig mange af de store bakker var lukkede på grund af vejret.

Mig på ski som julemanden :)

Der var vejvisning til Narnia, hvorfor ved jeg ikke :)

Her kan man se at alle de forskellige ruter er lukkede


Den. 25. var det så juledag med gaver og julemad og afslapning, det var rimelig meget ligesom den 24. i Danmark udover de selvfølgelig åbnede deres gaver som det første om morgenen i stedet for at vente til om aftenen. 

Nu har pigerne så juleferie, hvilket forældrene ikke har, så mine dage går med at underholde dem, hvilket indtil videre er ret nemt da de sover super længe ;)

Det var vidst det meste af større ting, der skete i december måned, jeg håber i hygger jer derhjemme og god jul og godt nytår :)


mandag den 10. december 2012

December

Så har det allerede været december i et stykke tid og på et tidspunkt skal jeg nok lave et indlæg om juleting herovre i staterne, men dette indlæg er bare lige et kort indlæg om vejret her i december.

Vi har jo haft sne siden en gang midt i oktober, men der har heller ikke rigtig kommet mere sne siden den gang, det har bare været super koldt så sneen ikke har kunne smelte.

Sidste uge var vi nede omkring de -30 grader om natten og -20 grader om dagen, så det var rimelig koldt. I denne weekend begyndte det så at sne og det sner stadig, det har så også betydet at temperaturen er steget betydeligt så vi nu har omkring -4 grader.

Det er super mærkeligt at gå udenfor og tænke at det er varmt når det er -4 grader, men vinterstøvle og vinterjakke er midlertidigt pakket væk igen, for det er altså for varmt til at have sådan noget på.

Desuden kan jeg fortælle til dem der har fulgt med i hvor koldt vi har haft det indenførs, at jeg nu har fået et varmeapparat på mit værelse og det virker super godt, jeg har det næsten for varmt, så behøver i ikke bekymre jer mere over det (i tilfælde af der da var nogen der gjorde det :P)

Håber i har det godt hjemme i Danmark og hygger jer her i december og så må i allesammen lige spise æbleskiver og julekål og hvad der ellers hører sig til for mig også :D