tirsdag den 23. oktober 2012

Lidt af hvert

Jeg har gået og samlet billeder af lidt forskellige ting, som jeg tænkte jeg ville dele på bloggen, så nu må jeg hellere få det gjort :)

Skolebusser
Der er en masse børn fra pigernes skole, der tager skolebussen til skole og fra skole. Den mindste af de piger jeg passer går i børnehave klassen, og der har de det på den måde at deres lære lader dem gå en af gangen og dem der tager bussen følges med deres makker som er en af de ældste elever på skolen. På den måde kommer de små børnehave elever ikke til at skulle klare sig selv ud til bussen. De børn, der ikke tager bussen bliver hentet og hvis der kommer en ny og henter, skal man melde sig ved indgangen, og så skal ens navn stå i en bog før man får lov at tage et barn med hjem. Så det er ikke sådan bare lige at stjæle børn i USA ;)

Skilt på døren ind til College
Ja så ved man da hvad man ikke skal medbringe på college. Det er lidt nogle andre ting de skilter med herovre. Jeg ville også have taget et billede af skiltet med at man skulle passe på bjørne, fordi der var blevet set spor rundt om skolen, men det blev pillet ned igen inden jeg nåede at tage et billede, så dem behøver man nok ikke passe på længere :)

Solnedgang
Det er ikke fordi det er det smukkeste billede af en solnedgang, men da jeg kom herop i Juli gik solen ned til højre for det store bjerg næsten i midten, og nu går den ned til venstre for bjerget. Det er meget sjovt hvordan man på den måde meget tydeligt kan se det flytter sig :)

Rensdyr
Der er masser af elge på den vej jeg bor på, eller det er i hvert fald ikke unormalt at se et par elge i løbet af dagen, men rensdyrene kommer normalt ikke i det område, så da der kom en rensdyrflok på omkring 5-7 rensdyr var det en stor ting og jeg fik da også taget et par billeder :) Man skal dog kun køre et kvarters tid i bil før man kommer til rensdyr området så det er ikke fordi de kommer så langt væk fra :)

Det var så lidt random billeder og info fra Alaska.

Derudover bestod jeg idag teoriprøven, så er kørekortet da en prøve tættere på at være hjemme. Teoriprøven var en del anderledes end i Danmark, men møder bare op på et kontor, det er ligegyldigt hvornår, og så stiller man sig foran en skærm og skal svare på 20 spørgsmål, man må have 4 fejl. Du får så at vide med det samme om du svarede rigtigt på spørgsmålet og du må bruge alt den tid du har lyst til. Du kan altså i teorien være færdig efter de 5 første spørgsmål hvis du svarer forkert på dem, eller efter de første 16 hvis du svarer dem alle rigtigt, du får altså ikke nødvendigvis 20 spørgsmål :)
Så er i alle forberedte hvis i skal tage kørekort i Alaska en gang, den startede med et prøvespørgsmål, der var i hvilken stat tager du denne prøve og så var der et billede af Alaska, så bliver man lige testet i sin almen viden inden prøven starter for alvor :P

lørdag den 20. oktober 2012

Bage dage

I dag har jeg så igen bagt, jeg fik jo købt en masse rugmel da jeg skulle bage rugbrød og det skal selvfølgelig bruges, så jeg besluttede mig for at kaste mig over at bage rugboller :)

Jeg valgte kun at bage en halv potion, da jeg jo ikke helt vidste hvordan de ville komme til at smage, men af en eller anden mystisk grund glemte jeg det da jeg skulle putte alt andet en mel, gær, vand og mælk i, så de blev muligvis en smule overkrydrede ;)

Halvdelen af dejen blev til chokoladeboller og den anden halvdel til almindelige boller og de smagte faktisk ret godt (til trods for at der måske var lidt rigeligt kardemomme og salt :P )

Så i får selvfølgelig lige et billede af det smukke bagværk ;)

Ja det var en lille bitte portion, men her har jeg altså spist to allerede ;)

Derudover var jeg på starbucks den anden dag og så havde de noget der hedder cake pops, som jeg lige tænkte skulle have en chance, så jeg købte lige sådan en. De var meget søde, så det er nok ikke noget man spiser alt for tit, men hvis man virkelig har brug for en gigantisk bunke sukker, så er det nok det rigtige køb :)

En lille lyserød cake pop.

Sådan ser de så ud inden i, en meget tyk sukker glasur udenpå en lille kugle kage :)

Og nu jeg alligevel er igang med at fortælle om kager, så fortalte jeg bedstemor om kop kager, da det også er noget jeg havde kastet mig ud i at lave. Jeg synes at det er et fantatisk koncept, så jeg vælger lige at dele opskriften med alle kageglade mennesker, der skulle tænkes at læse med på min blog :P

Man smelter 25 gram smør i en kop og blander det med et æg, herefter skal der 4 spsk mel, 4 spsk sukker, 0,5 tsk bagepulver, 0,5 tsk vanillesukker og et nip salt i. Jeg valgte at lave en banankage og kom derfor derudover en halv most banan, lidt kokos og lidt chokoladestykker i.

Når det hele er blandet sammen kommer man det i mikroovnen, jeg gav den 1,5 minut og så er den klar til at spise. Super hurtigt og nemt en dag man lige har lyst til kage ;)

Selvom det her indlæg handlede en masse om mad, vil jeg lige fortælle at jeg også laver andet end at spise herovre, bare lige hvis nogen kunne komme i tvivl, bl.a. har jeg investeret i et par varme vinterstøvler så jeg kan komme ud i sneen og forhåbentlig tage nogle fantastiske billeder :D

Håber i har det godt derhjemme, og ikke er skyllet helt væk i alt den regn jeg hører om :)




tirsdag den 16. oktober 2012

Tre måneder i staterne

Som overskriften så fint siger det, er det nu tre måneder siden jeg stod i lufthavnen i Billund.

Jeg valgte at jeg ville "fejre" dagen med at tage nogle billeder et sted jeg længe gerne har villet tage billeder, og drømte om mine flotte billeder med den skønne natur og en flot blå himmel...

hmm, drømmen brast i morges så der bliver ingen billeder med en flot blå himmel, det må vente til en anden dag, så i må nøjes med et billede af udsigten fra stuen/køkkenet :)


Og ja det er sne og ikke fordi jeg har overbelyst billedet på en eller anden mystisk måde ;) Det sner nemlig herovre igen, den anden dag var det en kort fornøjelse og sneen forsvandt igen i løbet af natten, men idag har det sneet hele dagen, temperaturen er lige under frysepunktet, så nu er det spændende om det bliver liggende til marts, eller om det smelter igen :P

Sne på grantræ :)
Da jeg kørte pigerne i skole i morges, så vi en masse blinklys lidt længere fremme, det er glat og åbenbart er det ikke alle, der er lige gode til at køre på glatte veje, der var i hvert fald en bil, der vendte på hovedet ude i grøften. Senere på dagen så jeg endnu en bil i grøften, men jeg skal nok køre stille og roligt :)

Søndag lavede vi græskar hoveder, eller jeg var mest den der kiggede på og hjalp til når pigerne ikke lige kunne skrabe det sidste ud af græskarene. Derudover hjalp jeg Audrey igang hver gang hun startede et nyt sted. De havde de vildeste redskaber til at lave græskar med, ikke helt som sidste år hvor jeg forsøgte mig med en ske og en køkken kniv :)

De to fine græskar hoveder :)

Og så tænkte jeg at jeg lige ville dele et billede af udsigten fra køkken/stue når altså der ikke er sne og overskyet, for så er udsigten faktisk ganske god :)

Den fine udsigt :)

Her kan man se bjergene i baggrunden en smule tydligere :)

Ja bjergene ser altså noget større ud i virkeligheden end på billedet, så derfor er udsigten selvfølgelig meget bedre i virkeligheden end på billederne, men i må nøjes, så nyder jeg den sande udsigt herovre :P

Håber i har det godt :)







lørdag den 13. oktober 2012

Den første sne

I dag var så dagen med den første sne jeg så. Det har sneet en smule inde i byen for et par uger siden, men det så jeg ikke så det tæller ikke :P

I dag lørdag d. 13. oktober klokken ca. halv 7 startede det med at sne hjemme hos os, og nu er alt dækket af et fint lille lag hvidt sne :D Jeg kiggede lige ud af vinduet for at se om det var skyfrit, så jeg kunne forvente nordlys igen, men jeg kunne kun se hvidt og ingen bjerge, og så kiggede jeg igen og opdagede at det ikke kun var himlen der var hvid, det var lidt sjovt, først var det bare bitte små snefnug, men det endte med at være ret store snefnug inden det stoppede med at sne igen.

Jeg tvivler på det bliver liggende super længe, men det ser nu ganske fint ud så længe det gør.

Håber i hygger jer i regnen, så vil jeg nyde sneen herovre :)


Nordlys og spøgelser

Fredag blev en dag hvor der skete en masse ting.

Om morgenen da jeg kørte pigerne i skole, glemte jeg at kigge på bilens termometer, men da jeg kom hen til college sagde den 23 grader (klokken var ca 9) hvilket vil sige lige omkring minus 5 grader, vandpytterne er altså frosset til nu og der var is på vandet, da jeg løb på stranden.

Derudover var vejret nu godt nok (tak til Anders) solen skinnede fra en mere eller mindre skyfri himmel, og sådan en frostklar morgen/dag er altså også skøn.

Der var noget halløj på pigernes skole jeg gerne ville have deltaget i, men samtidig var der et møde med  min counsolor og da jeg stadig ikke kan være to steder på en gang (jeg prøver jævnligt, men det er endnu ikke lykkedes ;) ) Så måtte det blive et kompromis, der hed at jeg var med i den første halve time på pigernes skole og så tog afsted for at mødes med min counsolor.

I virkeligheden betød det at jeg fik lov at få gratis is og så smuttede videre :P

Vi skulle i teateret og se et eller andet, jeg var ikke rigtig klar over hvad det var udover at det skulle være temmelig uhyggeligt, så jeg var en smule skeptisk fra start.

Vi blev lukket ind i et lille rum, det var en amatør teatergruppe så vidt jeg fornemmede og så ventede vi ellers på at showet gik igang.

Scenen var smukt udsmykket :)

Der var dukker over det hele, disse så mere uhyggelige ud, når man sad derinde ;)

Det viste sig at det var en hel masse mennesker, der fortalte forskellige spøgelseshistorier, lige i ånden nu her hvor halloween nærmer sig. De var allesammen super dygtige til at fortælle og så var der en mand der lavede stemningsmusik på sin violin. Alt i alt en super oplevelse, hvis i kommer forbi kan det anbefales og de laver en forestilling igen næste weekend ;)

Efter vores tur på teateret tog vi hen på en restaurant/café for at få lidt at spise og drikke og snakke lidt sammen, inden vi sagde farvel. Det var rigtig hyggeligt, så fik man også lige spøgelseshistorierne lidt på afstand inden man skulle køre hjem alene i mørket.

Da jeg var på vej hjem fik jeg en besked fra Louisa om at jeg skulle holde udgik efter nordlys (vi havde på forhånd aftalt at hvis en af os nogensinde så nordlys, skulle vi straks kontakte den anden), så jeg holdt straks ind til siden og kiggede mod himlen og der var nordlys, et svagt skær i himlen, men det var der. Det var et stort ønske fra min side at se nordlys, så nu er det opfyldt, jeg havde troet jeg skulle længere nordpå for at se det, men der var jeg heldig.

Da jeg kom hjem gik jeg ud på vores terrasse for lige at se om det stadig var der, og det var det så jeg tog lige et par billeder :)
Nordlys over Kenai by
Det var super svært at tage billeder af, så jeg håber det kommer igen og jeg kan øve mig :)

Men det var lige lidt af det der skete i løbet af fredag, håber i har det godt derhjemme, nordlys eller ej ;)


søndag den 7. oktober 2012

Bagning

Jeg har helt glemt at fortælle om mine eksperimenter indenfor bagning.

Det er ved at være et godt stykke tid siden jeg bagte hindbærsnitter, men det var en ret stor succes, så dem kan jeg da godt lige fortælle om alligevel. Hindbærsnitter er ikke noget de kender til herovre, men de kunne godt lide dem og mente at det var lidt det samme som småkager. Det ved jeg ikke helt om jeg vil være enig i, men lige gyldigt hvad smagte de i hvert fald godt :D

mine super lækre hindbærsnitter :)

Efter succesen med hindbærsnitterne besluttede jeg mig for at kaste mig over noget mere avanceret. Da de ikke har rugbrød herovre på den anden side, blev det mit næste projekt, ikke fordi jeg nogensinde har været den helt store rugbrødsfan, men når jeg pludselig ikke kan få det, vil jeg selvfølgelig gerne have det ;)

Først skulle jeg finde en opskrift, der ikke var alt for avanceret, det vil sige at det ikke lige blev surdejs rugbrød i denne omgang. I stedet skulle der kærnemælk i. Så jeg fandt en opskrift og fik oversat de forskellige ingredienser til engelsk, så jeg havde en ide om hvad jeg skulle lede efter. 

Rugmel er jo en ret vigtig ingrediens i rugbrød, så det blev det første jeg ledte efter. Jeg regnede med det ville være en okay nem opgave, men det viste sig at være en helt forkert tanke. Først kiggede jeg i FredMeyers (lidt bilka agtig butik) de havde ikke rugmel, så jeg kørte videre til Walmart, her havde de heller ikke rugmel, men sagde at jeg kunne prøve hos three bears, så der kørte jeg hen. De have rugmel, succes indtil jeg kiggede nærmere og det var fint rugmel, hmm jeg skulle altså bruge groft rugmel til mit rugbrød så glæden var kort. Jeg spørger i informationen og de sender mig så videre til Safe way (jeg fik set en masse butikker den dag). I Safe way var der heller ikke rugmel ved alt det andet mel så jeg spørger igen i informationen. Her ved de ikke hvad rugmel er, men kalder en mand over højtaleren, ikke den bedste start. Manden der kommer (efter 10 minutters venten eller noget i den stil) ved heller ikke hvad rugmel er, men ved et andet sted med mel, og kæmpe succes der er groft rugmel !! :D

Derefter finder jeg mit kærnemælk og opgiver grahamsmel og tager fuldkornsmel i stedet.

Onsdag var så dagen jeg skulle bage. Jeg havde besluttet at bage kanelkage af det resterende kærnemælk. Det var en 946 mL karton og jeg skulle bruge 10,5 dl kærnemælk så jeg havde besluttet at bage en smule mindre rugbrød, når jeg alligevel ikke rigtig vidste hvad jeg ville ende ud med. Jeg tager altså 7,5 dl fra til kanelkagen (de har ikke dl mål herovre så jeg måtte tage 3 kopper og 2 spiseskeer, meget bøvlet) og så var der alligevel 3 dl tilbage til rugbrødet, jeg har stadig ingen ide om hvor fejlen var, men det var meget mystisk. 

Jeg fik så lavet mit rugbrød og satte det til at hæve, mens jeg var i skole.

Et eller andet sted havde jeg læst at det skulle hæve til dobbelt størrelse, hvilket mit rugbrød på ingen måde gjorde, så jeg vidste ikke rigtig om mit tørgær virkede.

Enden på det hele blev dog at jeg fik mig et lille rugbrød og at det smager udemærket. Det er ikke det mest fantastiske rugbrød, det er ret kedeligt i smagen, men det fungere udemærket. Jeg tog lidt med til min frokostklub om torsdagen hvor det fik masser af ros, de syntes det smagte godt, så det var da fint :)

Mit lille fine rugbrød :)

Kanelkagen blev også god og der blev masser af den, så nu har vi også kanelkage i fryseren :D

Håber i allesammen har det godt derhjemme.

tirsdag den 2. oktober 2012

En tirsdag morgen

To indlæg på to dage, jeg føler virkelig at jeg opper mig ;)

Jeg ville lige fortælle om det fantastiske "amerikanske" valg, i form af et lille valg i en af de byer jeg bor i nærheden af, nemlig Kenai.

Idag da jeg kørte pigerne i skole, stod der folk og vinkede til mig (og alle andre, men..) og jeg besluttede mig for at høre hvad de lavede når jeg kørte tilbage igen. Så det gjorde jeg så, og det viste sig at der var valg i byen (jeg havde godt gættet en smule af mig selv ;) ). 

Når der er valg vælger politikerne at stille sig ud på gadehjørnerne og blafre med deres navne i stedet for at hænge plakater med deres billeder overalt, som man ser det i Danmark. Jeg stemmer for denne måde at gøre det på, for det er da meget mere personligt at de står der selv og så kan man da lige gå hen og spørge om hvorfor man skal stemme på dem, hvis det er det man har lyst til. 

Derudover virker de også meget interesserede i at blive valgt og få folk til at stemme når de står der på gadehjørnet i 4 graders varme en tirsdag morgen :)

Ja, det er så politikeren selv i forgrunden.
De mistede dog lidt interessen for at snakke med mig, da det viste sig at jeg ikke havde mulighed for at stemme, men det er nok også fair nok :)

Efter min snak med politikerne gik jeg ned på biblioteket for at høre om de kunne bruge en hånd en gang imellem og fra nu af arbejder jeg så på biblioteket om tirsdagen fra 9 til 10, så det kan jeg nok lige klare og så kommer jeg også ud af huset den dag, idag blev jeg instrueret i hvordan man sætter bøger på hylder og satte nogle på hylder, så må vi se hvad de ellers finder på jeg skal lave :)

Jeg håber i allesammen har det godt derhjemme :)


mandag den 1. oktober 2012

En dejlig morgen

Idag stod jeg op til totalt mørke og totalt stilhed, jeg er den første der står op i huset, hvilket vil sige at jeg kan sidde og hygge mig med min varme havregrød, mens jeg sidder og læser, ser venner eller hvad jeg nu lige finder på og det er super dejligt :)

Så står solen op og der er de smukkeste lyserøde skyer og lyserøde bjertoppe lige uden for vinduet. 

Derefter skal pigerne køres i skole, alt imens man kan nyde den skønne natur, der er altså ikke noget som sådan en frostklar morgen :)

Da jeg kom hjem efter at have afleveret pigerne i skole, løb jeg mig en tur. Temperaturen var lige under frysepunktet, og luften var dejlig frisk. Jeg havde besluttet ikke at løbe den sædvanlige vej, da der stod tre elge og i stedet løb jeg ned på stranden. Der kunne jeg så løbe i vandkanten, nyde den friske luft og bjergene ude i horisonten og da der så fløj en ørn lige over hovedet på mig, så følte jeg mig godt nok heldig for at være landet hvor jeg er :)

Der var lige hvad der er sket indtil videre i dag, hvor vi har startet oktober med minusgrader helt op til klokken 9 :)

I weekenden er der ikke sket vildt meget, faren i familien kom hjem efter en 2 uger lang jagttur og med sig hjem havde han en halv elg og en halv bæver ;) Der har altså været en masse pakken kød i løbet af lørdagen hvor jeg valgte at være den observerende person ;) 

Nu er moren i familien så taget på konference i en uge, så det er ikke meget tid hele familien er samlet. I løbet af ugen regner jeg med at kaste mig ud i at bage rugbrød og kanelkage, nu må vi se om ingredienserne til de forskellige ting er til at støve op i amerikanske butikker :)

Jeg håber i allesammen har det godt derhjemme, jeg vil se om jeg snart kan få delt nogle billeder med jer igen :D