mandag den 25. februar 2013

vinter og atter vinter

Jeg ville gerne skrive et oplæg om alle de mange spændende ting jeg har oplevet siden sidst, men det er ikke fordi, der er sket helt vildt meget.

Vinteren har stadig et godt tag i Alaska, sneen ser ikke på nogen måde ud til at være på vej væk, dog er det nu den sidste uge med ski undervisning, jeg har haft ski undervisning tirsdag og torsdag aften sammen med den ældste af pigerne og det har været rigtig hyggeligt, så det bliver da lidt trist når det ikke længere er en del af ugens program.

Lørdag var vi ude at køre på snescooter, nogle af familiens venner kendte et sted det var godt, så der kørte vi hen. Det var omkring 20 minutter i bil fra vores hus, og der kørte vi så rundt i et par timer uden vi så et eneste hus, det er ret fascinerende hvor langt væk fra alting man kan komme forholdsvist hurtigt. Langt det meste af tiden sad jeg bagpå den ene snescooter hvor man kunne sidde tre personer og da vi så var halvvejs faldt den mindste af pigerne i søvn, så jeg sørgede også lige for at hun ikke faldt af ;)
På vejen mødte vi også lige en mand med en hundeslæde, det var ret sejt og noget anderledes end snescooterne. Og så fik jeg også lige lov til at prøve den ene snescooter, det var lidt som at køre scooter, men nogen gange drejede den i sneen, så det skulle man lige være opmærksom på. Og der var varme i håndtagene, så det synes jeg godt nok var rimelig meget luksus, og noget jeg altid ønskede mig da jeg kørte scooter :)

Ellers har vi også sovet i telt, det var meningen vi skulle have været på en længere tur og så have sovet i telt, men da jeg havde et møde med udvekslingsstudenter gruppen og der var en skitur blev det i stedet til at vi sov i telt i haven. Det var en sjov oplevelse og vi blev allesammen enige om at det jo ikke gjorde den store forskel når man sad inde i teltet hvor teltet var slået op henne :)
Det var super varmt inde i teltet da de havde en lille varmeovn, det var faktisk varmere end det er i huset det meste af tiden, så det var på ingen måde en kold oplevelse at sove i telt midt om vinteren :)

Næste weekend tager jeg til Anchorage med udvekslingsstudenter gruppen, vi skal op og se starten af Iditarod, der er et kæmpe hundeslædevæddeløb, der er omkring 80 hundeslæder der deltager og der er deltagere der kommer helt fra Norge, New Zealand og mange andre spændende steder, dog er langt største delen fra Alaska. Men det kommer der forhåbentligt et langt mere detaljeret indlæg om, når jeg har været deroppe.

Ellers går hverdagen som den jo altid gør, jeg har i år skole alle hverdage, jeg har matematik fra mandag til torsdag og det er super hyggeligt, lige at få opfrisket alt det man lærte og lære en masse nyt. Undervisningsstilen er meget anderledes end jeg er vant til, men mig og pigen fra Schweiz hygger os rigtig meget. Torsdag mødes jeg desuden med en flok mennesker til frokost, vi startede med at være omkring 9 mennesker og er nu over 20, og tit medbringer folk alt muligt lækkert at spise :)
Fredag har jeg engelsk som andetsprog i 4 timer, det kan godt nogen gange være en lang dag, men det er blevet en meget bedre klasse i dette semester og jeg kan rent faktisk mærke at jeg også lærer noget :)

Lige for tiden ser man en masse elge over det hele og det bliver nok helt mærkeligt at komme hjem til Danmark igen og man lige pludselig ikke behøver at kigge efter om der er elge der kan finde på at gå ud på vejen, eller der er elge der går rundt og nipper til træerne der står på parkeringspladserne til de forskellige forretninger :)

Men jeg vil slutte af for denne gang, håber som altid at alle har det godt derhjemme, det lyder det i hvert fald til når jeg snakker med folk eller får et brev, så det håber jeg da jeg kan regne med :)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar